onsdag den 1. februar 2012

Status over blog og Screencast-o-matic i Oldtidskundskab

Som tidligere beskrevet her på bloggen valgte jeg at introducere en blog og Screencast-o-matic til et oldhold, der, som afslutning på et forløb i arkitektur, skulle lave en elektronisk fremlæggelse.
Det gjorde vi i dag, så jeg er nu en hel del erfaringer rigere vedr. brug af blog og Screencast.

Kort sagt, så fik jeg aldrig bloggen til at fungere, selvom jeg reklamerede meget for den. Der kom i alt syv indlæg, og det er vist inklusive mine svar. Eleverne ville hellere spørge mig i timerne eller sende en mail. Adspurgt var svaret, at de lige så godt kunne bruge Fronter.
Personligt tror jeg, at nogle undlod at bruge bloggen p.g.a. kulturen i klassen. Det handlede dels om ikke at dumme sig over for klassen, dels om ikke at komme til at dele alt for mange guldkorn med de andre.

Med Screencast gik det lidt bedre. Bortset fra de indledende tekniske problemer med dårlig lydkvalitet, så gik det overraskende nemt. Tilbagemeldingen var også, at det var nemt at arbejde med, men at de manglede en redigeringsfunktion. Ved (for mange) fejl skulle hele molevitten tages om, og det var tilsyneladende en udfordring.
På den positive side hjalp Screencast de elever, som ifølge eget udsagn ikke følte sig så sikre ved mundtlige præsentationer. De var glade for, at deres manuskript hjalp dem til at få sagt det de ville - og på den måde kunne demonstrere, hvad de havde lært - fremfor at glemme halvdelen at det, de ville have sagt p.g.a. nervøsitet i en mundtlig fremlæggelse.
Vi fik talt en del om forskellen i kommunikationssituationen, og det kom frem, at det havde præget deres arbejdsproces forstået på den måde, at de havde følt et større incitament til at lave mere end bare stikord.

På den negative side fremhævede en del elever, at det var kedeligt at høre på filmede fremlæggelser og at det var svært at fastholde koncentrationen. Nogle påpegede også, at man ikke lige kunne stoppe og stille spørgsmål. Det kan man naturligvis sagtens, men det forudsætter, at man ser præsentationen igen, hvilket tager tid.

Min foreløbige konklusion er, at der skal gøres en større indsats for at overbevise eleverne om, at blogs kan være et glimrende værktøj, og at man ikke bliver dummere af at dele sin viden med andre - og at det er OK at stille dumme spørgsmål.
I forhold til Screencast vil jeg ikke afvise at bruge det igen ved fremlæggelser, men her vil jeg lade det være op til den enkelte at afgøre om det er noget for hende/ham.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar